Ny konkurrence i april måned

Post Reply
User avatar
Jonas
Rejefreak
Rejefreak
Posts: 1827
Joined: 25 Sep 2011, 10:55
Contact:

Ny konkurrence i april måned

Post by Jonas »

Så nærmer foråret sig rent datomæssigt, men ser man ud af vinduet, så er der store tunge grå skyer og sneen daler så smukt ned fra himlen. Nå, men det er ved at være på tide med en ny forårskonkurrence igen.

Konkurrencen går i sin enkelthed ud på at lave et godt langt indholdsrigt indlæg, der kan komme andre rejeentusiaster til gavn. Det kan f.eks. være manglende artsbeskrivelser, anmeldelse af forskellige mostyper og planter, anmeldelse af fodertyper, bundlag, gør det selv projekter, egne opdrætserfaringer af en bestemt reje eller lignende. Anvendelse af billeder vil være gavnligt for bedømmelsen, såfremt det kunne være relevant i forhold til indholdet. Der skal være tale om nye indlæg og ikke blot genbrug af ”gammelt” indhold fra forum.

Stifterne bag forum vil i sin enkelthed blive enige om vinderen. Jeres indlæg/bud til konkurencen postes i denne tråd. Efterfølgende vil de enkelte indlæg blive flyttet videre til deres respektive kategori.

Præmien er: 1 stk. Taiwan Bee Panda, der enten afhentes i 5550 Langeskov, Fyn, eller sendes til vinderen med posten på eget ansvar.

Konkurrencen løber fra i dag lørdag den 7. april til søndag den 29. april kl. 14.00.
God fornøjelse herfra. Vi håber rigtig mange vil deltage...
Team rejeforum.dk



User avatar
Fiskerne
Rejeholder
Rejeholder
Posts: 107
Joined: 14 Nov 2011, 18:01
Lokation.: Hårlev, Sjælland

Re: Ny konkurrence i april måned

Post by Fiskerne »

Nybegynder – Opstart af rejeakvarie

Jeg laver dette indlæg, da jeg mener der er brug for en lille How-to for nybegyndere i rejefaget.
At holde rejer er sjovt, spændende, og behøver ikke være særligt svært. Men i starten kan det være svært, at finde ud af hvad der skal indkøbes for at holde rejer, og man får nok nemt forkøbt sig i alskens grej. Jeg vil lige nævne at jeg bestemt ikke er ekspert, men jeg har gjort mig nogle erfaringer på ret kort tid, som jeg herunder vil dele med jer.

Akvarie.
De fleste rejer kan gå i meget små akvarier, men som med fisk gælder reglen også om at jo mindre akvariet er, jo lettere risikerer man at vælte balancen i akvariet. Jeg har selv haft reje-akvarier på 19-25-27 og 37L, og har ikke haft problemer med vandværdier i nogle af disse. Et 54L. startsæt kunne være en udmærket løsning, dog skal man sikre sig at rejeynglen ikke fanges af filteret. Så alt fra billige små glasakvarier til dyre designerakvarier ála Fluval Edge kan bruges.
Et opdelt 54L. starterakvarie
Et opdelt 54L. starterakvarie
IMAG0167.jpg (150.13 KiB) Viewed 9054 times
Filter.
Det vigtigste er vel egentlig bare at sikre sig at vandet bliver filtreret, samt at rejerne ikke bliver suget op i filteret. Rejer elsker at guffe løs af de småting der sætter sig på filteret, derfor er et skumfilter en rigtig god løsning, hvad enten det er elefanfod (støjer efter min mening for meget), patronfilter eller HMF. Mit foretrukne er det dobbelte patronfilter af den billigste type. Der er vist lidt forskel på støjniveau i disse filtre, men jeg syntes ikke der er meget støj fra denne helt billige type. Samtidig er det også rigtigt nemt at booste indkøringsperioden i et nyt akvarium med denne type filter, hvis man i forvejen har sådan et siddende i et velkørende akvarium. Man bytter simpelthen den ene patron ud med en ny, og bruger den indkørte patron i det nye akvarium sammen med noget vand fra et kørende akvarium.

Har man et filter/pumpe hvor der er risiko for at rejerne bliver suget med ind i, vil jeg anbefale at man til en start sætter en nylonstrømpe ud over indsugningen, og så måske overvejer at finde et bedre egnet filter, og er det spandepumpe kan man i nogle tilfælde montere et forfilter, f.eks. Eheim 400432. Vil også lige nævne at jeg selv har brugt Eheim Aquaball filtre med held, og det er vist samme svampe der bruges i dette forfilter.
Indvendigt dobbelt patronfilter
Indvendigt dobbelt patronfilter
IMAG0314.jpg (63.43 KiB) Viewed 9054 times
HMF filter med powerhead i selskabsakvarie
HMF filter med powerhead i selskabsakvarie
IMAG0361.jpg (216.17 KiB) Viewed 9054 times
Varme.
Mange rejer trives fint i stuetemp, og derfor er varmelegeme ofte unødvendigt. Læs artsbeskrivelser her: viewforum.php?f=49

Rejer i selskabsakvariet.
De mest kendte rejer i selskabsakvarier er nok Amano og RCS rejer. Et af de typiske spørgsmål når man vil have rejer sammen med fisk er om rejerne bliver spist af fiskene. Og det er der ikke et entydigt svar på. Kribensis og andre cichlider kan finde på at spise dem som snack hvis de kommer for tæt på, men f.eks. lader nogle kampfisk dem være og andre ikke. Hos os har vi både kribensis, blå gurami og perlegurami sammen med amano og RCS. Og takket være den tætte beplantning, bliver der ved med at dukke yngel op fra RCSérne :) Husk at sikre dig at rejerne ikke bliver suget ind i pumpen.
Selskabsakvarie med HMF/stigrør under indkøring.
Selskabsakvarie med HMF/stigrør under indkøring.
IMAG1205.jpg (200.17 KiB) Viewed 9054 times
Rejer i artsakvarie.
Her er der frit valg på alle hylder. Dog vil jeg anbefale at man starter op i den nemme ende og arbejder sig opad. Det er trods alt sjovere at starte med en succes-oplevelse end et nederlag til en for svær rejeart. Jeg kan anbefale flere af neocaridina-arterne/varianterne som gode begynder-rejer, f.eks. RCS, gule rejer, rili, white pearl og blue pearl. Tigerrejerne er så en lidt dyrere og lidt sværere reje, men trives fint i alm. hanevand. Har man styr på vandværdierne, f.eks. ved brug af et aktivt bundlag, så er rød eller sort krystal også en oplagt mulighed.
Rejeakvarier under indkøring.
Rejeakvarier under indkøring.
IMAG1197.jpg (85.87 KiB) Viewed 9054 times
Bundlag.
Starter man op med de ganske alm. neocaridina arter, så er det stort set lige gyldigt hvilket bundlag man vælger. Det er ikke sådan at man skal skifte bundlag i hele sit selskabsakvarie for at man kan holde rejer deri. Krystalrejer vil meget gerne have blødt og let surt vand. Det kan man få ved at bruge bundlag som Shirakura Red Bee soil, Ebi Gold soil, Akadama, og der er sikkert mange flere. Vi har meget hårdt vand her, og mistede en del af vores krystalrejer da de gik i alm. postevand. Efter at de er flyttet i et indkørt akvarium med Red Bee soil er der ikke konstateret dødsfald, og det ser ud til at det sætter godt skub i ynglen da flere af dem nu går med æg.

Planter / Indretning.
Selvfølgelig er der forskel på hvad de forskellige rejearter kan lide. Og jeg opfordrer til at kigge lidt rundt her i forummets vis dit akvarium sektion for at blive inspireret. En tot mos er de stort set alle glade for, og jeg ser ofte rejer der hænger i muslingeblomster og hornblad. Tørrede bøgeblade kan også bruges, de skal bare skoldes først, så man undgår at få skidt/sygdom med i baljen. De flyder ovenpå de første dage, og falder så ned i akvariet, her ser det faktisk ud til at yngel foretrækker bøgeblade frem for algebolde.

Indkøring.
Et akvarium er en kemisk balance. Der er selvfølgelig slet ikke samme mængde affald fra små rejer som fra store fisk, men akvariet skal indkøres så der er gang i den biologiske proces.

Når akvarium, bundlag, planter og filter er sat op, er det vigtigt at man får oparbejdet den bakteriekultur der omdanner ammoniak til nitrit, som så bliver omdannet til nitrat. Nogle skriver at akvariet skal modne i en måneds tid, og andre begynder så småt at introducere beboere i akvariet meget kort efter det er sat op, og det kan få konsekvenser.

Et aktivt bundlag som kan ændre på vandværdierne skal modnes minimum indtil vandværdierne er stabile. På mit eget med RedBee soil gik det rigtigt hurtigt. Vandværdierne var fine og stabile allerede på 2. dagen. Men efter hvad jeg har læst mig til skal f.eks. Akadama bruge 1 måneds tid før det er stabilt.

Jeg venter selv min. 14 dage, og bruger helst en filterpatron fra et velkørende akvarium.

Vedligehold.
For at opretholde den biologiske balance skal der af og til foretages vandskifte. Hvor meget afhænger bl.a. af belastningen i akvariet. Nogle skifter 10-15% om ugen, andre det samme efter måske 3 uger, og igen er der nogle der kun fylder det op som fordamper. Rejerne spiser mindre døde dyr, men er det fisk i selskabsakvariet vælger jeg altså selv at tage dem op, for at undgå at spolere vandværdierne. Jeg samler også døde/visne planterester op.


Til slut vil jeg ønske held og lykke med opstart af akvarium. Jeg håber at denne lille guide kan være en hjælp, og hører meget gerne fra dig hvis du mener noget bør rettes/tilføjes.


Fiskerne
Kenn

User avatar
Jonas
Rejefreak
Rejefreak
Posts: 1827
Joined: 25 Sep 2011, 10:55
Contact:

Re: Ny konkurrence i april måned

Post by Jonas »

Ja så sluttede konkurrencen med 1 bidrag - ikke meget må man sige - ellers ikke den store indsats, der var krævet for at kunne vinde en Taiwan Bee Panda reje. Men tillykke til Kenn med præmien :)

Du kan lige sende en PB til undertegnede med info om, hvorvidt du ønsker at afhente din præmie selv eller vil have den sendt med posten. I tilfælde af posten, så husk lige at skrive din adresseinfo i samme besked, så du kan modtage din præmie snarest.
/Jonas



User avatar
Henrik_Hundslev
Rejefreak
Rejefreak
Posts: 439
Joined: 01 Oct 2011, 19:24
Lokation.: 6440 Augustenborg

Re: Ny konkurrence i april måned

Post by Henrik_Hundslev »

Tillykke til Kenn :) fint indlæg !


MVH Henrik
Rejenørd wannabe

User avatar
buller42
Rejefreak
Rejefreak
Posts: 258
Joined: 02 Oct 2011, 16:51
Lokation.: Ballerup/Sjælland
Contact:

Re: Ny konkurrence i april måned

Post by buller42 »

Ja STORT tillykke til Ken og Litta herfra også :) super godt stykke arbejde.



User avatar
Fiskerne
Rejeholder
Rejeholder
Posts: 107
Joined: 14 Nov 2011, 18:01
Lokation.: Hårlev, Sjælland

Re: Ny konkurrence i april måned

Post by Fiskerne »

buller42 wrote:Ja STORT tillykke til Ken og Litta herfra også :) super godt stykke arbejde.
Henrik_Hundslev wrote:Tillykke til Kenn :) fint indlæg !
Mange tak for de rosende ord. Jeg har modtaget præmien idag, og Jonas har godt nok været i det gavmilde hjørne. :D


Fiskerne
Kenn

Post Reply